Elenas stemme

Historien, jeg vil fortælle dig her, er en fortælling om minder og smage. Smage, der fremkalder billeder fra fortiden. Det er historien om en stor husholdning, Giareto, og den fører os tilbage til en tid, hvor gaderne var opkaldt efter bygningerne.

Det var i 1977, at min bedstemor købte et hus i bakkerne ved Reggio sammen med sine brødre og søstre. Det var en gammel, forfalden bondegård, uvidende om sin skæbne, og om at den skulle blive vogter af minder, der ville modstå tidens tand.

Hvert familiemedlem havde sit hjørne af laden at passe og bidrog på sin egen måde: mændene arbejdede, og kvinderne lavede mad, i begge tilfælde fra morgen til aften. Vi børn hjalp også til på vores egen lille måde.

Tidligt om morgenen blev bouillonen sat over til tortellini, en bondeven kom forbi med tomaterne til næste års konserves, og børnene vaskede dem i gården og passede på ikke at blive stukket af bier eller falde i vandet. Vi var ikke så forsigtige og endte i vandet oftere, end man skulle tro.

Min mor lavede mayonnaisen i knugende stilhed, som overtroen foreskrev, for at den ikke skulle skille. Jeg hældte olien i på den helt rigtige måde, i det langsomme tempo, jeg havde lært, mens min mor langsomt rørte mayonnaisen.

Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg stadig høre: "Elena, kom her, der er ost, der skal rives!"

De gamle rivejern var store og trættende, og man skulle passe på fingrene. Parmigiano var meget vigtig og kom i alle retter: tortellinisuppe, forretter sammen med salami, dejen til erbazzone, for – som vi sagde på Giareto – "har man Parmigiano, har man alt, hvad man behøver".

"Er det nok nu?", spurgte jeg, men svaret var altid nej, for vi var en stor familie, og der er aldrig ost nok til tredive mennesker. Og der var også altid børn at passe, for de holdt aldrig op med at græde. Opgaven tog længere tid, fordi lidt blev revet og lidt blev spist. Hvordan kunne jeg også modstå?

Vi børn fik en anden lige så vigtig opgave: at lukke tortellinierne. At vikle pastastykkerne om vores små fingre – det var en opgave for de yngste børn, for jo mindre fingrene var, desto pænere blev tortellinierne. Det var et arbejde, der krævede tålmodighed, og min tålmodighed slap hurtigt op, så jeg gik tilbage til at rive al furmai. Intet under, at vi bruger en køkkenmaskine i dag.

En dag var Giareto endelig klar. Hver familie havde sin egen lejlighed, men vi delte alle ét køkken, hvilket betød, at vi stadig lavede mad sammen og spiste sammen. Vi diskuterede opskrifter, fulgte reglerne, men gjorde undtagelser, og mæglede, når enighed syntes umulig.

Alle regler og meninger mødtes i køkkenet på Giareto. År senere blev min fætter endda gift her; han forlod sit nye hus i Rumænien i et par dage for at minde sig selv om stegene og de grønne saucer, tortellinierne, pålægget og naturligvis Parmigiano.

Hvis det smager godt, bliver det til et godt minde, og det er med disse minder i tankerne, at jeg i dag laver mad til min familie og mine venner. Sammen med disse retter bringer jeg minder på bordet om en skrabet finger, en solskinsdag og en følelse af at høre til, som kun madlavningen kan give os, hvis vi lægger mærke til det.

Kreditering:
Tekst af Carlotta Fiore
Foto af Diego Rosselli